U10 – Fundamentet bygges
U10-holdet er for børn i alderen ca. 8-10 år, som allerede har lært de grundlæggende skøjtefærdigheder. Er man helt ny på skøjter, starter man i stedet på vores Ishockeyskole – herfra kan man rykke videre til U-holdene, når det basale er på plads.
På U10 lægger vi vægt på, at træningen skal være både sjov og motiverende. Børnene befinder sig i en alder, hvor motorisk og atletisk udvikling sker hurtigt, og vi arbejder derfor målrettet med koordination, balance og kropskontrol – både på og uden for isen. Træningen indeholder mange småspil, hvor spillerne får flere puckberøringer, flere situationer at tage beslutninger i og dermed endnu mere læring i spillets naturlige rammer. Samtidig sikrer vi høj aktivitet og engagement, så alle børn hele tiden er med og udfordres på deres niveau.
I U10 er der fokus på individuel udvikling og på at skabe et miljø, hvor der er plads til alle. Vi opmuntrer børnene til at prøve sig frem, mens trænerne støtter, lytter og motiverer – alt sammen for at give spillerne succesoplevelser og styrke deres lyst til ishockey.
Når vi deltager i turneringer og cups, er det på en måde, hvor legen fortsat er i centrum. Vi spiller typisk 3 mod 3 på tværs af banen i mini-turneringer, uden point og resultater, så alle børn får mest mulig istid og en positiv oplevelse med spillet.