U8 – Ishockey for de yngste
På U8-holdet spiller børn i alderen ca. 6-8 år, som allerede har lært den basale skøjteteknik. Er man helt ny på skøjter, starter man i stedet på vores Ishockeyskole – herfra kan man rykke videre til U-holdene, når de grundlæggende færdigheder er på plads.
At spille ishockey på U8-holdet handler først og fremmest om glæden ved at være på is og udvikle sig gennem leg og bevægelse. Børn i denne alder befinder sig i den såkaldte “motoriske guldalder”, hvor de hurtigt tilegner sig nye bevægelser og færdigheder. Derfor er træningen bygget op omkring motorisk udvikling, koordination og de helt grundlæggende ishockeyteknikker – men altid på en måde, hvor legen er i centrum.
Vi lægger vægt på høj aktivitet, så alle børn hele tiden er i gang og får mest muligt ud af deres tid på isen. Træningen er varieret med øvelser, småspil og lege, der giver børnene masser af puckkontakter og mulighed for at prøve sig selv af i forskellige situationer. Når vi spiller kamp, foregår det på tværs af banen i mindre hold, typisk 4 mod 4. Det giver flere afleveringer, skud og redninger – og dermed mere sjov og læring for alle spillere.
U8-holdet deltager i mini-turneringer og cups sammen med andre klubber fra Jylland og Fyn. Her tælles der hverken point eller resultater; fokus er på spillet, samværet og den gode oplevelse. Alle børn får masser af istid og mulighed for at være en aktiv del af holdet, uanset niveau. For os er det vigtigste, at lysten til leg og bevægelse bliver styrket – og at børnene får en god start på deres ishockeyrejse.